Baggrund

Søfartsindustrien står over for øgede compliance-krav, som eksempelvis den kommende persondataforordning fra EU (GDPR). Compliance-kravene kommer udover den lange række af regler og lovgivning, som industrien allerede i dag skal overholde. Én af de eksisterende regler er, at skibsbesætninger skal kunne fremvise certifikater på uddannelse. I dag opbevares certifikater på print og ikke i fuldt valideret, digital form, men der er en stor usikkerhed forbundet med denne håndtering. Det kan ikke blot skabe et usikkert arbejdsmiljø; det kan også hurtigt blive meget økonomisk kostbart for rederiet ikke at have styr på compliance.

Projekt

C-Logs overordnede idé er at udvikle et system og en platform, der hjælper private maritime virksomheder med at overholde det stigende antal regler og love inden for den internationale søfartsindustri. Mere konkret vil C-Log adressere udfordringerne omkring usikker certifikathåndtering, hvilket bl.a. vil stabilisere driften og mindske omkostningerne i private maritime virksomheder. Det vil ske gennem udvikling af en digital, cloudbaseret platform til sikker håndtering af certifikater. Datahåndtering sker krypteret, logged og valideret gennem et API setup og baseres bl.a. på blockchain-teknologi. Helt specifikt håndterer C-Log valideringen af certifikat-data og muliggør for såvel den enkelte søfarende som rederier og crew-management selskaber at opbevare, tilgå, kontrollere, validere og administrere lovpligtige, personfølsomme certifikater i et systemdesign, som er både simpelt og sikkert. C-Log giver den enkelte person central-kontrol over adgang til personlig data, herunder deling af identitet, ikke-personfølsomme samt personfølsomme oplysninger med virksomheder direkte og indirekte med interessenter ved eksempelvis subcontracting. Systemets høje sikkerhed imødekommer fremtidige, øgede compliance-krav, som eksempelvis GDPR, ved at bruge blockchain-teknologi.

Forventede resultater

Efter en 6 måneders projektperiode forventer C-Log at være gået fra prototype til første kommercielle version. Visionen er ambitiøs, og funktionalitet og systemet udvikles i samarbejde med flere partnere på tværs af den maritime sektor. Det er C-Logs ambition at udbrede systemet på internationalt plan.